Hvem Spiller

EICMFs eksistens gennem alle 19 år skyldes bratschist Michel Camille, som med utrætteligt engagement har fundet fremragende musikere rundt omkring i Verden og fået dem til Esbjerg, hvor de dels har øvet et flot repertoire i sammenspil med hinanden og medlemmer af Esbjerg Ensemble, dels har spillet en række unikke koncerter til glæde for et interesseret publikum. Michel Camille har som primus motor hele tiden formået at fastholde festivalens høje, professionelle niveau, inspirere musikerne og gøre koncerterne publikumsvenlige med introduktioner ved Jesper Lützhøft. Det er et på alle måder specielt projekt, hvor det økonomiske grundlag skyldes et stort arbejde med ansøgninger til sponsorer og fonde, idet der ikke gives statsstøtte. Også dette sørger Michel Camille for.

Hvert år finder Michel Camille nye professionelle talenter. I år gælder det blandt flere andre 2 unge, prisvindende musikere, cellisten Christoffer Graves og violinisten Daniel Roberts, der udstråler ægte spilleglæde og tager publikum med storm: I en samtale afslører de, at de gerne kommer igen og synes rigtig godt om Esbjerg. Ud over at være et kulturfyrtårn, gør EICMF byen attraktiv at komme til. At musikerne er glade for at være her, bidrager Michel Camille i høj grad til.

Som vægtige kulturambassadører for Esbjerg fortjener både Den Ny Opera og EICMF kammermusikfestivalen større offentlig bevågenhed. Det er en kendt sag, at byer, der profilerer sig på et alsidigt kulturgrundlag, er attraktive at bosætte sig i eller besøge. Vi har meget andet end sport og rockmusik at byde på. Nu tager Esbjerg Revyen fat. Også den ønskes lykke på rejsen.

Fest i Esbjerg for den klassiske musik

Selvom Esbjerg Festuge er forbi, fester Esbjerg videre. Den Ny Opera har netop haft premiere på den anmelderroste, fantastiske opsætning af den store satsning, “Valkyrien” , en kraftanstrengelse, som kunne synes umulig for kompagniet, men som er lykkedes til perfektion. En anden fest for den klassiske musik er EICMF, kammermusikfestivalen, som også er med til at højne Esbjergs status som kulturby. Vi er gode til at være beskedne hvad angår fortællingen om den klassiske musikkultur i byen, men den eksisterer i bedste velgående. Ganske vist råder vi ikke over et symfoniorkester, men har et højt skattet Esbjerg Ensemble og et konservatorium med klassisk musik, men altså også en festival for den klassiske musik. For 19. gang præsenterer EICMF stjernemusikere fra hele verden i et kvalificeret sammenspil med medlemmer af Esbjerg Ensemble. Dette unikke samarbejde munder ud i 13 koncerter spillet på Fanø¸ i Ribe og Esbjerg. Nogle af musikerne er her for første gang, andre har været med flere gange tidligere, og alle præsterer det yderste for at tilføre både kendte og mindre kendte værker en spændende dimension og en friskhed, som når ud til publikum, fordi alt bliver indøvet på stedet og således serveret frisk fra fad af engagerede musikere med en smittende begejstring for de store mestre. Kammermusikfestivalen beviser med sin mangeårige eksistens en ukuelig vilje og evne til at genskabe, udvikle og præsentere klassisk musik på højeste niveau.

Opera er ved at være folkeeje. Måske vil det med tiden gå kammermusikken på samme måde. De der værdsætter fordybelse, inderlighed, nærvær og ro, kan med fordel koble af fra det hektiske hverdagsliv med en stille stund i kammermusikkens univers. Det er musik for alle, unge og gamle, nørder og novicer. Der er ingen forstærkning, ingen larmende højtalere, ikke tusindvis af tilhørere, men en intim atmosfære i godt selskab med musikere, der har brugt tusindvis af øvetimer for at nå det resultat, de præsenterer.

Der er endnu nogle få koncerter tilbage i festivalen: onsdag den 30. august kl. 19.30 i koncertsalen på konservatoriet med foromtale kl. 18.30 i Lille Sal, torsdag den 31. kl. 19.30 i Sønderho Kirke, Fredag den 1. september kl. 19.30 på konservatoriet, lørdag den 2. september kl. 15.00 i Sct. Catharinae Kirke i Ribe som led i Rued Langgaard festivalen og afslutningskoncert på konservatoriet søndag den 3. september kl. 16.00 med foromtale kl. 15.00 i Lille Sal.

D. 28/4-2016:

Så er Den klassiske musiks venner kommet på nettet. Her kan du nemt holde dig opdateret om arrangementer som DKMV er involveret i.

baggrundDet er desuden blevet nemmere at tilmelde sig
som nyt medlem. Medlemsbladet, som udkommer 2 gange om året vil blive trykt som normalt, ligesom nyhedsbrevene fra formanden stadig kommer pr. email (du kan tilmelde dig nyhedsbrevet til højre på siden).

Vi håber at hjemmesiden kan give et godt overblik over aktuelle arrangementer/nyheder, samt virke som visitkort for interesserede også uden for foreningen.